Det er et stort problem, at det er så
vanskeligt at fælde domme i sager om partnervold. Problemet hænger naturligvis
sammen med, at denne alvorlige form for vold oftest begås, hvor der ingen
vidner er. Særlig vanskeligt kan det være, når der er tale om trusler om vold
og dødstrusler. Her er bevisførelsen tæt på umulig. Men heller ikke i tilfælde,
hvor der er tale om gennemført fysisk vold, er bevisførelsen nødvendigvis let,
for ofte skjuler offeret selv sporene, fordi hun eller han håber på at
videreføre eller genoprette forholdet.
Dette er frustrerende ad helvede til! Man
har lyst til at finde en genvej ind gennem problemet, finde en løsning.
Men det går altså ikke, at man derfor
blot kræver, at der i disse sager skal fældes dom uden anden bevisførelse end
den angiveligt forurettede parts vidnesbyrd. Ikke fordi voldsmændene ikke
fortjener en dom og en straf. Det gør de! Men af den indlysende grund, at det ville
betyder, at mange uskyldige ville blive dømt.
Og ved folk, at alene anklagen er nok til
at sikre en domsfældelse, behøver man ikke være i tvivl om, at antallet af
falske anklager vil stige drastisk. Anklagerne vil blive brugt til at skaffe
sig af med eller hævne sig på dem, man har et udestående med, ligesom
hekseafbrændingerne blev det her i landet for ikke så mange år siden.
Der er desværre ikke noget alternativ til
en oplyst retssag med faste procedurer, som sikrer uskyldige mod at blive dømt.
Nu har vi en anden domstol, nemlig
folkedomstolen, som den fungerer på Facebook, hvor det er blevet moderne at
fremsætte kriminelle anklager mod navngivne personer. På Facebook er det
lettere at fælde dom, for her fungerer anklagere som dommere, og sagen bliver
aldrig alsidigt belyst.
Jeg skriver dette, fordi en offentlig
kendt person i går blev hængt ud som skyldig i partnervold her på Facebook. Det
er ikke en person, jeg kender. Jeg er ikke Facebook-venner med vedkommende,
slet ikke personlig ven. Jeg kender stort set
kun vedkommende for nogle politiske holdninger, som jeg bestemt ikke
deler. Så jeg har ingen personlige aktier i at forsvare vedkommende.
Men et forsvar er nødvendigt. Forsvar skal ikke forstås som sympati, forståelse eller medfølelse, men som alsidig og udtømmende belysning af sagen, og ikke kun partsindlæg fra den ene side. Sådan et forsvar er nødvendigt i enhver retssag. Og dette ER en retssag,
selvom den ikke er officiel, for der foreligger en offentlig, kriminel anklage.
Og det ser ud til, at dommen allerede er afsagt; dem, som ytrer sig, mener samstemmende, at anklagede
er skyldig. Der er ikke rigtig nogen, som anfægter denne dom, selvom den tilsyneladende kun baserer sig på anklagen fra den forladte ægtefælle. Straffen er almindelig offentlig fordømmelse. En fordømmelse, som børnene i
forholdet nok skal blive bekendt med om et par år, når de er store nok til at
forstå, hvad det handler om.
Men hvorfor bekymre sig om forbryderen i stedet for offeret? Er partnervold da ikke værre end
injurier og folkedomstol? Jo, hvis blot vi kunne være sikre på, at folkedomstolen
kun gik ud over skyldige. Men det kan vi ikke.
Kan jeg omvendt vide, at den pågældende
er uskyldig? Nej, overhovedet ikke. Det har jeg ingen forudsætninger for, men
dem, der dømmer vedkommende skyldig, har heller ikke tilstrækkelige
forudsætninger for dette. Det er jo sagen. Tror jeg, at vedkommende er uskyldig, eller tror jeg tværtimod på anklagerne? Jeg tror vel instinktivt mest på den angiveligt forurettede, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Det er nemlig bedøvende ligegyldigt, hvad jeg tror. Ønsker jeg, at vedkommende bliver dømt? Hvis vedkommende har gjort det, ja, naturligvis!
Ville jeg hellere udsættes for
partnervold end at blive uskyldig dømt for den samme forbrydelse? At skulle
leve med, at mine børn troede, at jeg havde banket deres mor, ja det tror jeg
simpelthen ikke, jeg ville kunne. Det ville være slut for mig.
Ville jeg til gengæld kunne komme mig
over en gentagen partnervold? Jeg ville være mærket for livet, det er sikkert.
Det værste overfald, jeg har været udsat for, sidder stadig et sted i mig tyve
år efter, og partnervold må være endnu værre, både fordi den jo altså gerne er
gentagen, men også fordi voldsmanden/kvinden almindeligvis er en, man elsker og
gerne vil forstå. Hvis det var partnervold, ville jeg måske have vanskeligt ved
at leve i et parforhold igen, men jeg ville overleve, fordi jeg og mine
nærmeste ville vide, at jeg var den forurettede part.
Retssystemet er skrøbeligt nok, som det
er:
For et par uger siden linkede jeg her på
Facebook til den artikel fra Ekstrabladet, som jeg også linker til her forneden. Overskriften er naturligvis
misvisende (det er jo Ekstrabladet). Advokaten siger ikke, at vi er for hårde
ved KRIMINELLE, selvom det måske også er tilfældet. Hun siger derimod, at vi er
for hårde ved de ANKLAGEDE, og det er jo netop den forskel, der er afgørende.
Vi således for hurtige til at fælde dom, før enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet
er ryddet af vejen. Hun siger ovenikøbet, at denne strammede praksis gør, at
flere bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, nu end tidligere.
Dette gælder de danske domstole, hvor der
trods alt er både veluddannede forsvarere og dommere og et vist krav om
bevisførelse. Facebookdomstolen har ingen af delene.
Hvad kan man så gøre? Er der slet ingen
løsning på dilemmaet, ingen konstruktive svar?
I den konkrete sag, må man naturligvis
opfordre det angivelige offer til at gå til politiet med sin anklage. Det er åbenbart
et billede af nogle blå mærker, som måske kan bruges til noget. Måske er der en
medicinsk journal. Måske venner eller bekendte, som kan afgive forklaring.
Sagen må gå sin gang og hurtigst muligt komme til domsafsigelse. Det har begge
parter krav på.
Men mere generelt må man med store
statslige kampagner opfordre til, at personer, som udsættes for vold af deres
partner, siger fra med det samme. At de straks går til lægen og får skrevet en
journal, hvis der er spor af vold, fysisk eller psykisk. At der oprettes langt flere
anonymiserede og bevogtede krisecentre, hvor man kan henvende sig for råd og
hjælp, og hvor man gratis kan overnatte og bo i sikkerhed, hvis man føler sig
truet af sin partner. Eventuelt sammen med sine børn. Og hvor man, kan gå i
overvåget parterapi, hvis det er den vej, man ender med at vælge. Sådanne
centre skal der være i alle kommuner og alle købstæder.
Politiets vagthavende skal indskærpes en
praksis, hvor de tager anmeldelser af partnervold langt mere alvorligt, end det
er tilfældet nu, hvor victimblaming er en del af den daglige rutine. Der skal
reageres med det samme. Patruljevognen skal ud til bopælen straks, og den
angivelige voldsmand skal til afhøring umiddelbart. Det er dyrt, men jeg tror
ikke, der er andre veje, hvis man vil bevare et retssamfund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar